HomeBoganmeldelser Kryb af Julie Hastrup (Rebekka Holm #9)

Kryb af Julie Hastrup (Rebekka Holm #9)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

Hvad øen gemte

Kryb er intet mindre end niende bind i Julie Hastrups medrivende serie om drabsefterforsker Rebecca Holm. På bloggen er tidligere anmeldt bind syv, Blodspor, og bind otte, Vildskud. Du kan se listen over alle seriens bind i bunden af anmeldelsen.

Forlagets beskrivelse:

Gro er vild med at bo på Ungdomsøen sammen med andre unge. De arrangerer events på den lille ø uden for Københavns Havn, og da de en dag skal holde fest for et populært politisk parti, kommer Gros gode veninde Frida ud på øen for at hjælpe til. Men næste morgen er Frida væk. Er hun sejlet tilbage til København sammen med nogen?

Da Frida findes død, er det Rebekka Holm, drabsefterforsker ved Københavns Politi, der bliver kaldt ud. Rebekka slikker sårene, efter at hendes svenske kæreste har brudt med hende, men bliver straks dybt opslugt af det tragiske dødsfald og nægter at give op, da hendes chef vil lukke sagen som en ulykkelig ung kvindes selvmord. En dygtig og dedikeret retsmediciner leder Rebekka på sporet af, at noget er gået helt galt op til Fridas død, og snart leder hun indædt efter en djævelsk gerningsmand gemt bag navnet Diabolus. Hvem er han? Hvor har Frida mødt ham? Og hvorfor begynder de, der kendte Frida, også at dø?

Alle spor ender blindt – lige indtil Rebekka får hjælp fra højst uventet kant.

Kryb er en uhyggelig aktuel krimi om ond magt, gammelt venskab og sårbarhed, der går i arv. Og om en morder, som er klar til at ofre alt og alle, for aldrig at blive afsløret.

Bedømmelsen:

Kryb var et fantastisk og længe ventet gensyn med Rebekka Holm. Jeg er imponeret over, at det endnu en gang er lykkedes Julie at tilføje flere facetter til de faste karakterer, og hvordan deres private relationer på glimrende vis flettes ind i historien. På den måde er Julies bøger meget mere end ”bare” krimier.

Reza er gudskelov tilbage, og det er et skønt gensyn. Vi stifter også bekendtskab med nogle nye karakterer, herunder en fascinerende retsmediciner. Det bliver spændende at følge dem fremover.

Julie er kendt for sine fantastiske og levende miljøbeskrivelser, og selv om jeg ikke selv har besøgt Ungdomsøen (tak til lungebetændelsen for, at jeg ikke kunne besøge øen med Julie Hastrup!), så beskriver Julie miljøet så godt, at man sagtens kan se billeder for sit indre øje: lange, mørke gange, skjulte skakter og farlige kløfter. Også i beskrivelserne af bogens andre lokationer ser vi Julies talent.

Efterforskningen sætter alle på prøve. Den viser, at Frida måske ikke er død for egen hånd, men hvad er der så sket? Og hvem gemmer sig bag navnet Diabolus? Er efterforskerne endt i en situation, hvor gerningsmanden ender med at undslippe? Læserens fantasi udfordres, og man kan langsomt mærke uhyggen omslutte sig.

The Dark Web (Darknet) er en stor del af bogen, og de aktiviteter der foregår der, kan virke chokerende for dem der ikke har hørt eller læst om det før. Men sådan er virkeligheden jo, og mange forældre ville blive meget bekymrede, hvis de vidste hvad deres børn kunne finde eller blive udsat for der. Og det er jo ikke engang svært at få adgang til: bare finde den rette browser og så er du i gang.

Julie har endnu en gang leveret en fantastisk krimi med et spændende plot. En skræmmende realistisk fortælling om bl.a. misbrug og magt. Bogen (og serien generelt) kan kun anbefales herfra.

Kryb

Forfatter: Julie Hastrup

Udgivet: 2022
Sidetal: 448

 

Rækkefølgen i serien om Rebekka Holm:

  1. En torn i øjet

  2. Det blinde punkt

  3. Blodig genvej

  4. Portræt af døden

  5. Farlig fortid

  6. Mirakelmanden

  7. Blodspor

  8. Vildskud

  9. Kryb

Leave a Reply