Home / Boganmeldelser / Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo
1 januar, 2018

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Kontrasternes land

Grønland. Dette fantastiske, smukke, barske og kolde land, som vi alle har hørt meget om, men som de færreste af os kender. Her, i Nuuk, bor Mads Peder Nordbo. Han er uddannet indenfor litteratur, kommunikation og filosofi, men arbejder i dag for kommunen i Nuuk. Han har tidligere udgivet 3 bøger, men Pigen uden hud er hans første forsøg indenfor krimigenren, og læsernes introduktion til journalisten Matthew Cave.

Handlingen

Matthew Cave er født i Thule af en dansk mor og en amerikansk far. Han er dog vokset op i Danmark med sin mor, men er nu tilbage i Grønland. Han har behov for at flygte fra minderne om Tine og deres ufødte datter Emily, som han mistede ved at færdselsuheld. Måske kan han samtidigt finde sandheden om sin forsvundne far.

Matthew arbejder som journalist på den lokale avis Sermitsiaq, da han en dag sendes ud til et potentielt sensationelt fund: Det mumificerede lig af en nordbo viking er fundet i en gletsjer spalte, og sammen med fotografen Malik, skal Matthew dække sagen. Men mumien forsvinder og en lokal betjent findes opsprættet som en sæl.

Sagen minder om en sag fra 70’erne og Matthew får lov til at låne en gammel notesbog om sagen. Dengang fandtes 4 grønlandske mænd brutalt myrdet – og efterladt på samme måde som i den nuværende sag. Notesbogen afslører en grusom sammenhæng mellem mordene, og Matthew beslutter sig for at søge sandheden.

Matthew møder den grønlandske kvinde Tupaarnaq, der netop er løsladt fra fængslet. Her har hun afsonet en dom på 12 år for mordet på sin far, mor og to søstre. Hun er politiets perfekte syndebuk, da hendes drabsmetode også minder meget om den nuværende sag – men er hun skyldig, eller er det bare en nem måde at lukke en sag på?

Matthew og Tupaarnaq er i hvert fald oppe mod stærke kræfter, der intet skyr for at skjule sandheden – en sandhed, der er langt mere grum, end nogle af dem kunne have forestillet sig.

Matthew

Kilde: Commoms.wikimedia.com

Bedømmelsen

Pigen uden hud er ikke den første bog, der udspiller sig i Grønland, men det er den første krimi jeg har læst fra landet. Det er et dejligt forfriskende pust, og giver en glimrende baggrund til nogle helt fantastiske miljøbeskrivelser

Bogen fanger læseren fra starten, og med sit meget flydende sprog, er det en god og medrivende læseoplevelse. Det er lykkedes Mads Peder Nordbo på bedste vis at forene det smukkeste af Grønland med dets rystende, mørke sider. At bogen sætter fokus på det massive misbrug af børn, hæver den over den klassiske krimi og giver den et mere samfundskritisk islæt.

Matthew er meget velbeskrevet, og hans sorg over tabet af Tine og Emily får ham til at fremstå meget menneskelig. Det giver også et godt grundlag for en personlig udvikling i hans karakter, der skal blive spændende af følge. Tupaarnaq kan næsten kun beskrives som den grønlandske Salander, da både hendes mange tatoveringer, hendes opvækst og handlemåder viser mange lighedstegn. Det fungerer nu glimrende, så det er helt ok.

Forfatterens billedsprog er intet mindre end fantastisk, ikke kun når naturen beskrives, men også når helt almindelige ting skal fremhæves: “Duften af friskbrygget kaffe spredte sig som livet i en fjorddal om sommeren”.

En kærlighed til  dette store land stråler ud fra siderne og beskrivelserne af dette smukke land gav mig lyst til at besøge det igen.Jeg kan godt lide en bog, der giver mig lyst til at søge yderligere viden, og omtalen af nordboerne var noget jeg måtte efterforske nærmere. Dermed gav bogen mig ikke kun en spændende læseoplevelse men også ny viden – og mere kan man vel ikke forlange af en bog.

Pigen uden hud er første bind i en planlagt trilogi, og jeg glæder mig meget til at læse mere om Matthew.

Forfatter: Mads Peder Nordbo 
Forlag: Politikens forlag 
Udgivet: 2017 
Sider: 352

1 COMMENT

One thought on : Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *