HomeBoganmeldelser Tabernes Atlantis af Benjamin Lamberth

Tabernes Atlantis af Benjamin Lamberth

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Hjælpen findes de mest uventede steder

Tabernes Atlantis er Benjamin Lamberths tredje bog. Benjamin er vokset op på Saltholm, hvor naturen ofte afskar dem fra omverdenen. Det fik familien til at bruge utallige timer i bøgernes verden – og det skabte Benjamins kærlighed til den tankevækkende fortælling.

På bloggen er tidligere anmeldt Datahelten og Dæmring.

Forlagets beskrivelse:

Thomas har mistet alt. Kone, barn, arbejde og hjem. Efter endnu en druktur vågner han op på den øde ø Saltholm, et nådesløst miljø prisgivet storm og hav blot tolv kilometer fra Rådhuspladsen. Her må han slås for livet mod kulde, ensomhed og en brutal præmietyr. Mens hans flugtforsøg bliver stadig mere desperate, får han fornemmelsen af, at han er en del af et forhistorisk manderitual.

Tabernes Atlantis er en højaktuel roman om den moderne mands krise.

Bedømmelsen:

Tabernes Atlantis. Stedet hvor mænd igen skal lære at være mænd. Thomas har altid gjort det rigtige, men nu er det ligesom ikke det helt rigtige mere. Hans fritid forsvinder i gaming og porno, og han er dermed hverken en nærværende far eller ægtemand. Og pludseligt har han mistet alt.

Det er tankevækkende læsning at følge Thomas, og den måde han ikke kan håndterede den nye virkelighed på (eller i hvert fald ikke vil erkende den). I mangel på bedre forsøger han at drikke tankerne væk, hvilket kun sætter endnu mere fart på hans sociale deroute. Der må kunne findes en syndebuk derude…

Thomas har ikke kun mistet sig selv, men også de mennesker der burde kende ham bedst. Dem, der skulle have været med på hele livets rejse, men som efterhånden er faldet fra. Dem, som man burde kunne vende de hårde ting med. For hvordan er det nu lige man gør, når der efterhånden er fremkommet nogle helt nye mande idealer, og hvordan tilpasser man sig lige dem?

Saltholm som ramme for fortællingen og den rejse Thomas skal igennem er meget velvalgt. Det er også meget veltænkt, at Thomas må igennem det hårde arbejde baseret på de gamle, traditionelle kønsroller for at kunne ruste sig på de nye. Her udgør de 12 kilometer mellem Saltholm og Rådhuspladsen udgør en kæmpe kontrast: det fysiske hårde arbejde på den ene side, og den ærlige mand der tør dele sine følelserpå den anden.

Benjamin har i bogen valgt at italesætte et problem der måske ikke har været det store fokus på. Og måske er netop det manglende fokus grunden til, at mænd har størst sandsynlighed for at ende på samfundets bund. Og selvom jeg føler at bogen måske mest er tilrettet et mandeligt publikum, så sad jeg også med en følelse af, at vi kvinder også har brug for at se et problem, vi måske ikke tidligere har funderet over.

Efter endt læsning ser man med helt nye perspektiver på den moderne mand – og det er nok slet ikke en dårlig ide.

Tabernes Atlantis

Forfatter: Benjamin Lamberth

Udgivet: 2021
Forlag: Byens Forlag
Sidetal: 252

Leave a Reply