HomeBoganmeldelser Pagten af Michael Katz Krefeld

Pagten af Michael Katz Krefeld

Comments : 2 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

——————————————————- Anmeldereksemplar ————————————————-

Endnu et pletskud fra Michael Katz Krefeld

Danskernes yndlingsforfatter i 2016 er tilbage med 5. bind i serien om efterforskeren Ravn og hans skønne hund Møffe. Der er gået 5 år siden Ravns kæreste, Eva, blev myrdet, og Ravn er stille og roligt ved at komme videre med livet. Men da Evas tidligere arbejdsgiver, forsvars-advokaten Christopher Bruhn, dukker op med nye oplysninger om Evas mord, rodes der op i fortiden, og Ravn sætter alt ind på at finde Evas morder. Han må dog have hjælp til sagen, og blandt andet Eduardos viden om de mere skumle sider af internettet, viser sig at være til stor hjælp.

Men ved at rode op i den gamle sag, åbner Ravn en Pandoras æske. Hvorfor skulle Eva møde en betjent på dagen, hvor hun blev myrdet? Og blev betjenten også myrdet? Sagen trækker tråde helt op til samfundets top, og involverer både korrupte betjente og en grusom lejemorder.  Efterhånden ved Ravn ikke hvem han kan stole på. Hvis Ravn skal nå til bunds i sagen, må han indgå en pagt med gangsteren Kaminsky – men som vi alle ved, er prisen høj, når man indgår en pagt med djævelen. Sådan ca. 71 millioner kroner …

kuffert

Bedømmelsen

Det er imponerende hvordan Michael Katz Krefeld formår at gøre hver bog i Ravn-serien bedre end den foregående. Der er højt tempo, overraskende plots og et flydende, letlæseligt sprog. Man fastholdes i spændingen og handlingen, og plottet er virkeligt godt skruet sammen. Desuden besidder Michael Katz Krefeld en fantastisk evne til at inkorporere humor som en del af handlingen, hvilket bare hæver niveauet endnu mere.

Som vanligt er karaktererne velbeskrevne og troværdige. De fremstår levende og meget realistiske. Pagten er bogen hvor vi virkeligt lærer Ravn at kende meget mere indgående end i de tidligere bøger. Derudover samles en del tråde fra de tidligere bøger, og handlingen fastholder læseren hele vejen igennem. Og så kan man altså bare ikke lade være med at elske Møffe.

Mangler du en medrivende krimi til en mørk efterårsaften, så går du ikke galt med Pagten – Michael Katz Krefeld har endnu en gang bevist, at han hører til på toppen af den danske krimitrone. Pagten udkommer 2. november 2017.

Fire stjerner

Tak til Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplaret.

Forfatter: Michael Katz Krefeld
Udgivet: 2017
Sidetal: 415

                                          

2s COMMENTS

2 thoughts

Leave a Reply