HomeBoganmeldelser Villa Serenas hemmelighed af Domenica de Rosa

Villa Serenas hemmelighed af Domenica de Rosa

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Et år kan ændre alt

Domenica de Rosa er i Denmark bedst kendt som forfatter til den popu­lære krimiserie om Ruth Galloway, som hun skriver under navnet Elly Griffiths. Hun skriver dog også en del andre bøger, og bruger bl.a. sin italienske baggrund i bøgerne i og omkring Toscana. Sidste år fik vi på dansk 2 uger i Toscana, og nu er vi igen klar til at nyde skønne Italien.

Handlingen

På overfladen lever Emily Robertson det perfekte liv – specielt hvis du tager udgangspunkt i den ugentlige klumme hun skriver til en engelsk avis. Det smukke restaurerede hus i Toscana, tre smukke børn og den succesfulde, opmærksomme ægtemand. Men da den opmærksomme ægtemand dumper hende – via sms – falder hele det smukke billede fra hinanden.

Nu står hun så der med sit utilstrækkelige italienske ordforråd, den lettere psykotiske rengøringsdame og med børn, der har hver deres problemer. Men måske er bruddet netop det der skal til for at ruske op i hende. For i virkeligheden er hun jo aldrig blevet en del af Toscana, har aldrig fundet sandheden bag de glorificerede artikler. Nu tvinges hun til at kaste sig ud i livet som italiensk mama – eller give op og tage hjem.

Da den lokale arkæolog Raffaelo dukker op for at lave en udgravning på hendes grund, er det ikke kun byens fortid han roder op i . Emily tvinges også til at gøre op med sin egen fortid, og den mand der oprindeligt gav hende kærligheden til Italien. Og Raffaelo tvinges til at afsløre, hvad der egentligt skete den gang for mange år siden – for fortiden vender altid tilbage.

Bedømmelsen

Villa Serenas hemmelighed er den perfekte sommerbog! Forestil dig den klassiske chick-lit om en kvindes rejse fra nederlag til eventyr – og tilsæt så et drys vidunderligt italiensk krydderi, lidt historie og lidt arkæologi. Bogen er nemlig langt mere en fluffy chick-lit. Det er også en fortælling om at rive sig løs fra fortiden og dermed endeligt få øjnene op for de fantastiske muligheder i nutiden.

Sproget flyder legende let fra første side, og hurtigt opsluges man af det fantastiske Toscana. Her er drama, romantik og hjertebanken under den smukke italienske sol – med godt beskrevne karakterer man med det samme kan forholde sig til.

Allerede i denne bog kan man ane forfatterens efterfølgende udvikling til succesfuld krimiforfatter. Der er visse karaktermæssige overenstemmelser mellem Emily og Ruth Galloway, og allerede på nuværende tidspunkt dukker arkæologien op. Kan du lide Ruth, vil du sikkert også kunne lide Emily.

Bogen tager læserne med gennem årets gang i og omkring Villa Serena. Der behandles temaer som venner, familie og kærlighed, men også om at åbne øjnene for de ting der er lige foran dig – og hvordan du nogle gange skal være villig til at ofre noget for at få en gevinst.

Elsker du romantiske mysterier der udspiller sig de smukkeste steder? Kan du lide bøger af Elly Griffiths, Maeve Binchy eller måske Victoria Hislop? Så vil denne bog helt sikker være noget for dig.

Forfatter: Domenica de Rosa

Udgivet: 2020
Forlag: Gads Forlag
Sidetal: 440

Leave a Reply