HomeBoganmeldelser Solsikkesøstrene af Martha Hall Kelly

Solsikkesøstrene af Martha Hall Kelly

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Lad os ændre verden

Solsikkesøstrene er Martha Hall Kellys tredje bog baseret på hendes familie. Tidligere har hun udgivet Blomstrende syrener og De forsvundne roser, men bøgerne kan sagtens læses individuelt.

Forlagets beskrivelse:

Georgeanna ”Georgey” Woolsey er ikke skabt til en verden af overdådige fester, hvor det forventes, at en kvinde i hendes position er duknakket og ærbødig. Så da den amerikanske borgerkrig bryder ud og antænder hele nationen, ser Georgey sit snit og vælger at forfølge sin lidenskab for sygepleje – i en tid, hvor kvinder er uønskede ved fronten. Men Georgey og hendes søster Eliza vil modbevise de onde tunger, og de vover sig ud på en rejse fra New York til Washington D.C. og Gettysburg, hvor de bliver førstehåndsvidner til slaveriets og krigens rædsler.

I sydstaterne møder vi Jemma, som er slavegjort på Peeler-plantagen i Maryland, hvor hun bor med sin mor og far. Hendes søster, Patience, lider samme skæbne på naboplantagen, og begge lever de i frygt for plantagelederen, LeBaron. Da Jemma sælges til den grusomme mrs. Anne-May, mens unionshæren marcherer igennem landet, øjner Jemma chancen for at flygte, selvom hun må sige farvel til sin elskede familie.

Georgeys kald som unionssygeplejerske medvirker til, at hun krydser veje med Jemma, og herfra fremskrives et levende og detaljerigt portræt af borgerkrigsoplevelsen; fra de barbariske og umenneskelige plantager, til et krigshærget New York og slagmarkens rædsler.

Bedømmelsen:

Solsikkesøstrene er den tredje bog hvor Martha Hall Kelly vækker historien til live, og denne bog er inspireret af hendes families gamle breve. Faktisk er bogens forfatternoter lige så interessante som bogen, da man her lærer mere om familiens arbejde med fortsat at fremme sundhed og uddannelse.

Historien fortælles gennem tre forskellige synsvinkler. Anne-May som den egoistiske og forfængelige ejer af plantagen Peeler. Jemma som bor på plantagen som slave og Georgy Woolsey, der vælger at deltage i krigen som sygeplejerske.

Woolseys familiens store arbejde og deres hjælp som sygeplejersker blev absolut ikke gjort nemmere af tidens meget mandsdominerende verden. Men det var en familie af stærke kvinder, og måske lykkedes det dem at ændre en del af samtidens opfattelse af kvinder og deres evner.

Som vi har set det i de tidligere bøger, så besidder Martha Hall Kelly en uforlignelig evne til at flette historiske fakta ind i fiktionens verden. Historien var rystende på så mange niveauer, specielt hvad angår den usigelige brutalitet overfor slaver. Ofte blev de betragtet som varer der kunne sælges uden problemer, og ofte blev familier skilt fra hinanden.

Bogen giver læseren et omfattende indblik i livet under borgerkrigen, lige fra gaderne i New York til tobaks- og bomuldsmarkerne i syd. Og den giver et indblik i de trængsler og forhindrer kvinder kunne møde. Er du til historisk fiktion, så vil jeg stærkt anbefale Martha Hall Kellys bøger til dig.

Solsikkesøstrene

Forfatter: Martha Hall Kelly

Oversætter: Kirsten Heltner
Udgivet: 2021
Sidetal: 608
De smukke solsikkebilleder er venligst udlånt af Persille Hjemmedyrk.  Du kan  møde Persille på BogForum søndag kl. 13.45 hvor hun signerer sin nye bog Gendyrk – flere porrer til folket.

Leave a Reply