22 januar, 2022
Ellinors modige valg af Katrine Wessel-Aas (Winther Dynastiet #4)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: brydningstid, drama, Ellinors modige valg, Familien Winther, feel good, generationer, historisk fiktion, Katrine Wessel, kærlighed, mod, Norge, nye tider, Politikens forlag, styrke, Winther dynasteriet
Generationernes forskelle
Ellinors modige valg er fjerde bind i Katrine Wessel-Aas’ skønne Familien Winther serie. Katrine har arbejdet som journalist og redaktør i mange år, men er nu fuldtidsforfatter. Katrine har også skrevet en historisk romanserie fra Kristiania i 1800-tallet.
I serien er tidligere anmeldt Familien Winther, Hvis du vil have mig og Rosenhavens hemmeligheder.
Forlagets beskrivelse:
Ellinor Winther er en moderne og egenrådig kvinde. Hun er også ung enke og mor. Efter sin mands død bor hun hos sine svigerforældre, men det passer hende ikke synderligt godt at skulle agere pyntegenstand i de fornemme stuer. Derfor beslutter hun sig for at finde et arbejde, hvilket falder i dårlig jord hos den konservative Cecilia Winther.
Kristiania er ramt af krakket og mange har mistet både hjem og formue. Fredrik Winther forsøger at danne sig overblik over familiens tab. Han er forlovet med Camilla Brandt, men længes stadig efter Emma. Tilbage i Trondhjem krydses deres veje atter igen …
Ellinors modige valg er fjerde bog i fortællingen om WINTHERDYNASTIETS drømme, ambitioner og håb på tærsklen mellem 1800- og 1900-tallet og ind i det spirende nye århundrede, hvor den gamle og den nye verden mødes midt på de bonede gulve. I Norge er en ny æra begyndt og økonomisk nedgang truer, mens arbejderklassen og kvinders rettigheder styrkes. Med alt dette står gamle traditioner for fald. Vi følger kvinderne i familien Winther, både i de overdådige herskabsstuer og i de travle og sydende køkkener, men også i deres drømme, deres længsler og i deres håb for livet og fremtiden.
Bedømmelsen:
Ellinors modige valg er min absolutte favorit i serien indtil videre. I hver af seriens bøger er en af karaktererne i hovefokus, og her er det den fantastiske, stædige og modige Ellinor. Vi befinder os i den den begyndende brydningstid, hvor byens fornemste familier så småt skal til at vænne sig til en ny virkelighed. Opdelingen mellem de forskellige socialklasser er ved at nedbrydes, og der er flere muligheder for kvinder.
Lige netop de nye tider er nok det, der får Ellinor til at turde tage et stort valg. Som ung enke og mor har hun boet hos sin svigerfamilie, men hun er ikke lige typen der er tilfreds med te-drikning og brodering. Så hun finder tilbage til sin fortid og begynder at arbejde.
Katrine har en helt fantastisk måde at skrive på, og det er skønt at hun bruger gamle skikke og praksis i sin fortælling. Alle hendes karakterer har så meget sjæl og kontraster – og hver især bidrager de med deres helt specielle krydderi til historien. Derudover byder bøgerne også på fantastiske miljøbeskrivelser, så man som læser nemt kan se billeder foran sig.
Her finder du både drama, kærlighed og en historisk korrekt gengivelse af tidens hændelser. Mangler du en letlæst, god og historisk fortælling, så går du helt sikkert ikke galt med Familien Winther serien.
Forfatter: Katrine Wessel-Aas
-
Oversætter: Giovanna AlesandroUdgivet: 2021Forlag: Politikens ForlagSidetal: 335