HomeBoganmeldelser Lazarus af Lars Kepler

Lazarus af Lars Kepler

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Lazarus af Lars Kepler er 7. bog i serien om Joona og Saga – og de holder stadig

Alexandra og Alexander Ahndoril er ægteparret bag Lars Kepler. Siden 2008, hvor deres første fælles bog, Hypnotisøren, ramte verden med et lydeligt brag, har de fascineret, skræmt og underholdt thrillerlæsere verden over.

Handlingen

Livet er begyndt at lysne for Joona Linna. Hans resterende fængselsstraf er blevet ændret til samfundstjeneste, og kærligheden mellem ham og Valeria blomstrer. Men et makabert fund sætter gang i en række begivenheder – der i Joonas øjne alle peger i én retning: Jurek Walter lever!

Men den grusomme morder er død, skudt af Saga Bauer fra Säpo. Det var i hvert fald det alle tegn viste, inklusive skudhuller i et lig og en pegefinger med Jureks fingeraftryk. Derfor forsøger alle sagens involverede at overbevise Joona om, at han denne gang tager fejl. Og da flere drabsofre dukker op, tyder noget på at nogle forsøger at rydde op i samfundet – og det passer ikke med Jureks tidligere modus operandi.

Og så alligevel – for ofrene er på hver deres måde knyttet til Joona. Og det er jo netop en del af Jureks psykotiske spil: at udrydde og ødelægge alt hvad hans egentlige ofre elsker – for derefter at efterlade dem tomme og nedbrudte.

Joona og datteren Lumi går i skjul, mens Saga og Nathan Pollock overtager eftersøgningen i Sverige – men morderen er hele tiden et skridt foran, og jagten vil koste dem alle store personlige tab …

Joona

Bedømmelsen

Lad mig sige det med det samme: Lazarus er ikke for de sarte læsere! Mordene er grusomme og brutale, men også den stærke kuldegysende stemning, der hviler over hele bogen, er med til at skabe dette mesterværk af en krimi. Læsere af seriens forrige bøger kender allerede til Jurek Walter og hans skræmmende evner til at være på forkant, men i Lazarus bliver dette endnu tydeligere. Hans manipulerende evner er om noget vokset.

Det psykiske magtspil der løbende foregår mellem på den ene side Saga og Joona og på den anden side Jurek, er så velbeskrevet og skræmmende realistisk. Det er imponerende hvordan forfatterne har formået at skabe en form for symbiose mellem efterforskerne og den jagede: de er afhængige af hinanden og deres forståelse for hinanden – selv om de har vidt forskellige motiver.

Sproget er velskrevet og flydende. Det ene kapitel tager det næste, når læseren opsluges af Lars Keplers intense og nervepirrende rejse. Ægteparret kan virkeligt deres håndværk – og de deler det gerne med os. Og så rejser bogen også nogle interessante problemstillinger: For hvor langt kan man skubbe et menneske, før det knækker. Hvor meget skal man tage fra dem. før de giver op?

Joona

Forfatter: Lars Kepler

Oversættere: Birgitte Steffen Nielsen og Jesper Klint Kistorp
Udgivet: 2018
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 560

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply