HomeBoganmeldelser Navari – de som ved af Desmer Kaunitz

Navari – de som ved af Desmer Kaunitz

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

Dansk fantasy lever – og den har det godt

Navari – de som ved er skrevet af Desmer Kaunitz. Bag dette pseudonym gemmer sig en ivrig skribent, der dog i 20 år kun har skrevet til skuffen – men nu skulle det være, og resultatet er nu klar til læserne.

Navari er første bind i en fortælling om venskab, vovemod og vanvid.

Forlagets beskrivelse:

De som ved.

Fjendskabet mellem Lys og Mørke opstod i tidernes morgen, men endnu står yitai mellem De Beskyttede og Azeths folk. En nu hemmelig virkelighed, skjult for enari – de, som ikke ser. Hårdtprøvede Findel og Lariel, sidstfødt af en højt anset slægt, kender Skyggekrigen bedre end de fleste. Anik og resten af klanen fra Marathé aner ikke, hvad de går ind til. Det er et umuligt venskab, opstået ved et tilfælde, som snart vil udfordre begge verdener.

Men det siges, at Kwenel, Skæbnevæveren, har en skæv sans for humor.

Navari – de som ved – er fortællingen om Skyggelandets folk og en rejse mod ukendt mål.

Bedømmelsen:

Navari – de som ved er en klassisk fantasy fortælling om det gode mod det onde. Men det er også en fortælling om vores hovedpersoners personlige udvikling, når de både skal igennem en fysisk og en indre rejse. Mange af dem har deres egne indre konflikter eller ting de skal arbejde med, og det gør dem meget realistiske.

I starten er det hele bare spændende. Men snart skal det gå op for vores unge karakterer, at de ikke helt var klar over hvad de havde kastet sig ud i. Dette er velbeskrevet, herunder deres individuelle tanker og udfordringer. Måske havde uvidenhed været det bedste, men det er for sent at vende om nu.

Desmer har skabt et helt forrygende univers, rigt på forskelligheder og komplekse karakterer. Jeg fandt det helt unikt udtænkt, men det er også kompliceret. Derfor er det meget nyttig at bogen bagerst er tilføjet et persongalleri og et glossarium. Jeg vil anbefale, at du hele tiden holder en finger på disse sider.

Udfordringer, konflikter og uforudsete komplikationer introduceres løbende mens spændingen opbygges. Alt kan ske – og det gør det. En anden ting jeg virkeligt godt kunne lide var, at de gamle historier og sagn fortælles og huskes gennem sange. På denne måde sikrer man videregivelse af vigtig viden til nye generationer, ligesom læserne også lærer en del gennem disse sange.

Sproget flyder godt, og der er en god blanding af alvor og humor. Bogen behandler flere temaer. Der er det overordnede gode mod det onde, men også sorg, venskab og vigtigheden af tro. Der er den personlige udvikling, hvor karaktererne indser, at de besidder langt flere ressourcer end de troede.

En rigtig flot fantasydebut, der helt sikkert lægger op til en efterfølger.

Navari - de som ved

Forfatter: Desmer Kaunitz

Udgivet: 2021
Sidetal: 620

Leave a Reply