HomeBoganmeldelser Nøgen hukommelse af Lars Bjerregaard Jessen

Nøgen hukommelse af Lars Bjerregaard Jessen

Comments : 2 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , ,

Fra kommunikationschef til forfatter

Lars Bjerregaard Jessen har i mange år beskæftiget sig med kommunikation, både via hans studier men også som kommunikationschef i en større privat virksomhed. I september 2016 debuterede han som forfatter med Nøgen hukommelse, der har fokus på parforhold i medgang og modgang. Gennem hovedpersonen Emil sætter han fokus på, hvad der sker med et menneskes identitet, når de mister dele af deres hukommelse.

Handlingen

Emil har det fantastisk. Sammen med sin kone, Louise, og deres to børn, nyder han livet under Floridas sol. Både han og Louise har gode jobs, og weekenderne tilbringes med badning og grill hygge. Emil elsker også at løbe, men efter at have gennemført et halvmarathon under Floridas brændende sol, kollapser han på målstregen. Umiddelbart slipper han uden større skader, men han har dog mistet dele af sin hukommelse – herunder hvordan han mødte sin kone.

Af grunde vi ikke helt kender, ønsker Emil ikke at afsløre den manglende hukommelse overfor Louise. I stedet begynder han en indre rejse med tilbageblik på de mange kvinder i hans liv. Han håber at han på denne måde kan samle de enkelte brikker i puslespillet. Rejsen er en fascinerende beskrivelse af, hvilke tanker der kan opstå, hvis man som menneske ikke ved hvordan man er end hvor man er. Om hvordan man vil reagere, hvis man pludseligt mister en del af sin identitet, og hvordan granskende tilbageblik på fortiden kan have konsekvenser for nutiden.

Livet bliver dog ikke nemmere for Emil, da han får mistanke om at Louise er ham utro – og de begge må nu forholde sig til parforholdets udfordringer.

Emil

Bedømmelsen

Bogen er velskrevet og letlæselig. Den efterlader en del stof til eftertanke, og sætter på en god måde fokus på de op-og nedture der naturligt opstår i et parforhold. Det er et interessant emne, med fokus på menneskers søgen efter identitet, og personerne fremstår meget realistiske.

I sagens natur, gennemgås en del møder med kvinder, set gennem Emils øjne. Generelt fremstår Emil med en snert af promiskuøs fantasi, idet han er meget opmærksom på kvinder og deres (indbildte?) interesse i ham. Det kan til tider virke en smule irriterende, men overskygger dog ikke bogens sande fokus.

Beskrivelserne af Florida bærer tydeligt præg af forfatterens egne erfaringer med dette område, og hans kommunikative evner skinner da også i gennem. Som læser kan man sagtens forestille at suse over vandet i Everglades, mens en enkelt alligator eller to viser tænder.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplaret.

Forfatter: Lars Bjerregaard Jessen

Udgivet: 2016
Sidetal: 294

Nøgen hukommelse efterfølges af Nøgen Hjemkomst, som du kan læse min anmeldelse af lige:

Nøgen hjemkomst af Lars Bjerregaard Jessen

2s COMMENTS

2 thoughts

Leave a Reply