HomeBoganmeldelser Aftalen af Kim Højgaard Rasmussen

Aftalen af Kim Højgaard Rasmussen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Fortiden vender tilbage

Aftalen er sjette bind i Kim Højgaard Rasmussens serie om Frank Grabowski og de udfordringer han møder i sit arbejde i Afrika. Via sit arbejde, har Kim selv et indgående indblik i det afrikanske kontinent og hvordan man begår sig i det mildest talt anderledes forretningsmiljø.

I bunden af indlægget kan du finde links til mine anmeldelser af de sidste fire bind i serien. (Første bind, Flammetræet, er ikke anmeldt).

Fra bogens bagside:

Med base i Lagos, Nigeria har Frank Grabowski i sin kapacitet af formandens højre hånd spillet en vigtig rolle i ledelsen af Adeyemi-gruppens firmaer. På sit dødsleje beder Chief Adeyemi ham imidlertid påtage sig ansvaret som direktør for gruppens største selskab, cementfabrikken Adecem.

På et tidspunkt, hvor der er bump på vejen i Franks personlige liv, bliver det nye job en enorm udfordring for ham. Det kompliceres yderligere af, at der internt i firmaet er en betydelig utilfredshed med hans ankomst. Samtidig betyder dramatiske hændelser i en af hans tidligere modstanderes liv, at han får endnu en fjende på halsen, alt imens samarbejdet med hans nærmeste medarbejder viser sig at tage en uventet drejning, som fjerner Franks fokus fra de virkelige trusler.

De tre parallelle forløb nærmer sig langsomt, men sikkert hinanden, og når de mødes, synes det uundgåeligt, at det vil udløse det ultimative opgør, hvor Frank befinder sig i orkanens øje.

Bedømmelsen:

Aftalen er endnu et medrivende bind i den glimrende serie, der hensætter læseren til det fascinerende (og ukendte) Afrika. Frank kommer til at indtage en langt større rolle i arbejdet som direktør, og bliver på denne måde også langt mere rodet ind i interne stridigheder, egoistiske interesser og jagten på personlig vinding.

Frank møder helt sikkert udfordringer vi ikke møder i Danmark. De store kulturmæssige forskelle beskrives både på det arbejdsmæssige og det hverdagsagtige niveau. Også det sikkerhedsmæssige er i fokus, idet der bliver større og større behov for beskyttelse. Her kan man tydeligt mærke, at Kim har personligt kendskab til disse ting og de udfordringer de kan medføre.

Kim beskriver på en levende måde de mange uventede situationer en dansk chef kan ende i. Den afrikanske forretningskultur rummer både fælder og muligheder, og det viser sig tydeligt i Franks nye opgaver. Problemer og gammelt fjendskab vækkes til live, og det kan få drastiske konsekvenser.

Aftalen byder også på tanker om forholdet mellem mænd og kvinder. Vi får indblik i, hvordan nogle ledere vælger at udnytte deres kvindelige ansatte, og hvordan de betragter dette som en hel normal opførsel. Også hvordan ”den hvide mand” næsten betragter de afrikanske kvinder som noget, der bare skal stå til rådighed og være lykkelige over opmærksomheden. Dette er naturligvis stillet meget groft op, men man kan ikke lade være med at fundere over, om det er en handlemåde Kim selv har observeret i Afrika. Gudskelov har han valgt ikke at lade Frank fremstå helt så brutalt, selvom han absolut er interesseret i….romantiske møder.

Igen viser Kim, at personskildringer og miljøbeskrivelser er en af hans forcer. Afrika er levende og fascinerende beskrevet, ligesom hans karakterer altid fremstår levende og realistiske opbygget. I et godt sprog har Kim forfattet en medrivende og spændende fortælling, der både vil underholde og chokere læserne.

Aftalen

Forfatter: Kim Højgaard Rasmussen

Udgivet: 2022
Forlag:  KHR Books
Sidetal: 356

Tidligere i serien er udgivet:

Leave a Reply