HomeBoganmeldelser Floden af Kim Højgaard Rasmussen

Floden af Kim Højgaard Rasmussen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Nye afrikanske udfordringer

Floden er anden roman i serien om Frank Grabowskis udfordringer i Afrika. Efter en dramatisk rejse til Nigeria, er Frank nu klar til nye udfordringer på det afrikanske kontinent. Tredje bind i serien, Kuppet, er allerede udkommet.

Handlingen

Selvom Frank Grabowski stadig er præget af de begivenheder han blev rodet ind i i Nigeria, så er han alligevel optimistisk da han skal starte sit nye job. Han er blevet regional direktør for Rockwell-Levy, og skal være ansvarlig for salg af lægemidler i Vest- og Centralafrika.

Selvom ikke alle i firmaet er enige i hans første valg af marked, skal han alligevel starte sit projekt i Cameroun, men det bliver en lidt chokerende start. Uden grund arresteres han af de lokale politi, og trues i fængslet. Frank lader sig dog ikke afskrække, og han muntres da også lidt op af en lokal skønhed.

Franks møde med de lokale samarbejdspartnere går heller ikke uden problemer. Den lokale agent, Serge, virker mildest talt uduelig, og Frank starter med at fyre ham. Dr. Christian Tchapche, chef for det lokale hiv-program, har tydeligvis en skjult dagsorden, som Frank ikke lige kan gennemskue. Den eneste Frank virkeligt klikker med fra starten, er den nye sundhedsminister professor Atangana.

Men i en verden, hvor bestikkelser og underhåndsaftaler er lig med magt, er ikke alle interesserede i nye aktører på markedet. Frank finder hurtigt ud af, at nogle vil have den nye sundhedsminister af vejen, ligesom nogle tydeligvis prøver at skade ham. Og da han sammen med sin assistent får adgang til fortrolige dokumenter, går det op for dem begge præcis hvor mørke kræfter de er oppe imod.

Penge og magt fordærver, og Frank ved ikke hvem han tør stole på.

Bedømmelsen

Floden var endnu en velskrevet og spændende bog fra Kims hånd. Igen viser Kim, at personskildringer er en af hans forcer, og igen inddrager han sit personlige kendskab til det afrikanske kontinent på en relevant og realistisk måde. Miljøet, så langt fra de kriminelle københavnske gader, er en forfriskende ændring til den vante krimiscene, ligesom samfundets uformelle normer giver en speciel dimension til læsningen.

Som i det efterfølgende bind, Kuppet, spiller kvinder en stor rolle i handlingen. Ikke kun fordi Frank har mere end svært ved at holde sig fra det smukke køn, men også fordi kvinderne fremstilles som stærke, handlekraftige karakterer, der mere end én gang må redde Frank ud af suppedasen. Når det kræves viser de en indre styrke, og denne gang viste specielt Solange overraskende sider.

Spændende og medrivende roman, der anbefales til alle krimilæsere.

Frank

Forfatter: Kim Højgaard Rasmussen

Udgivet: 2018
Sidetal: 335

Skriv et svar