HomeBoganmeldelser Frit fald af Elsebeth Egholm

Frit fald af Elsebeth Egholm

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Rina vender tilbage

I 2017 introducerede Elsebeth læserne for en ny hovedperson, nemlig Rina. Læge om dagen og anonym street artist om natten under navnet Private Eye. Bogen, Jeg finder dig altid, blev tildelt Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi/spændingsroman.

Handlingen

Rina er sej. Hun kan klare alt uden hjælp – indtil hun ikke kan. Hun må erkende at mordet på Henrik stadig nager hende. Det var jo i jagten på hende at Henrik befandt sig på Prismet den nat. Og hvorfor forsvinder flere og flere medlemmer fra klatreklubben – hvad er de bange for?

Efterforsker Helge Stanek er fanget i malstrømmen af kvinderne i hans liv. Fra Eva, som han har en løs affære med (i hvert fald fra hans side), og som lige er blevet forfremmet til hans chef. Ekskonen, der overvåger hans mindste fejl med børnene og så Rina: Hvad er det for en dragende magt hun har, der gør at han ikke kan holde sig væk? Uanset hvad er de knyttet sammen af tidligere hændelser – og nu truer nogle af dem på ny.

Eva tager straks Stanek af sagen vedrørende Henriks mord (måske for at holde ham væk fra Rina?). I stedet skal han efterforske fundet af en arm på en strand. Rina prøver at passe sit arbejde som læge, hvor hun oplever en stigning i antallet af gonorré tilfælde, men om natten fortsætter hun sin private efterforskning.

Og pludselig tager sagen fart, og Rina ved at hun er på sporet af noget vigtigt, da hun udsættes for et attentat. Med ustoppelig kraft er Rina og Stanek viklet ind i en sag om sexorgier, mordere og desperate pokerspillere – og er Eva ven eller fjende?

Rina

Bedømmelsen

Frit fald er et meget spændende og vellykket gensyn med Rina og Stanek. Med en handling, der fanger læseren med det samme, og et plot der er vel gennemtænkt, er der lagt op til en medrivende og underholdende krimiintrige.

Karakterbeskrivelser er noget af det, der virkeligt beviser Elsebeth Egholms niveau som forfatter. Rina er så dejligt kompleks, og hendes ansigtsblindhed fungerer som et glimrende benspænd for en karakter, der ellers kunne komme til at fremstå som en super woman. Sammen med traumerne fra hendes barndom, skaber dette en sårbarhed der gør hende mere tiltalende. For egentlig er Rina en ret utiltalende person grundet hendes attitude og til tider alternative virkemidler – men man kan alligevel ikke lade være med at holde af hende.

Helge Stanek, hvis far var med på sagen om Rinas forsvinden, fremstår som en dygtig og kompetent efterforsker. Han har dog også en anden side, der ikke altid harmonerer med hans job. En side, der ligesom hos Rina, har det med at bringe ham i problemer.

I Jeg finder dig altid var der kun to hovedpersoner, hvilket var noget nyt fra Elsebeths side. Det lagde et godt fundament for et fremtidigt voksende univers, og allerede i Frit fald ser vi det samlede persongalleri åbnet lidt mere. Universet er gennemtænkt, og beskrevet med Elsebeths vanlige sans for både det store billede og de små detaljer. Så tag med på en medrivende krimirejse gennem den århusianske verden – i både lys og mørke.

Rina

Forfatter: Elsebeth Egholm

Udgivet: 2019
Sidetal: 426

Leave a Reply