5 marts, 2019
Skandalens anatomi af Sarah Vaughan
Anatomi
“Studiet af levende organismers ydre form og indre opbygning”.
Sarah Vaughan er tidligere journalist på The Guardian. Før Skandalens anatomi har hun udgivet to noveller, og arbejder p.t. på den fjerde.
Handlingen
James Whitehouse. Flot, charmerende, juniorminister med den smukke kone og de to børn. Privilegeret, veluddannet og karismatisk. Så da han anklages for voldtægt af sin assistent (med hvem han har haft en affære), er det da bekymrende – men han hviler i sikkerheden om, at hans politiske karriere snart vil komme tilbage på rette spor – for siden deres fælles tid i Libertinerne på Oxford, skylder premiereministeren ham alt.
Sophie Whitehouse. Den perfekte politiske hustru, der (stærkt presset af regeringens mediefolk) støtter op om James og deres perfekte familie. Men alligevel sætter sagen gang i mange refleksioner om fortiden og de måske forspildte muligheder. Men er hun stadig så forelsket i James, at hendes kærlighed kan tilgive alt?
Kate Woodcroft. Fraskilt, barnløs og anklager med speciale i seksuelle overgreb. Som regel er hun god til at holde den nødvendige distance i sagerne, men i sagen mod James er der meget mere på spil.
Gjorde han det, eller er det en forsmået kvindes forsøg på hævn? Kate og Sophie er ikke i tvivl. Alle har de noget at skjule – men intet forbliver skjult under en retssag – og ikke alt kan reddes med penge…
Bedømmelsen
Med en meget spændende synopsis fanger Sarah Vaughan straks læseren – men desværre levede Skandalens anatomi ikke helt op til det lovede. Selvom hun med sin krimidebut har vist at tydeligt talent for at skabe en karakterdrevet handling, så tager de detaljerede udforskninger af karakterernes motivationer for meget plads i bogen – uden at de bidrager meget til handlingen.
Selvom bogen i sig selv udgør et glimrende studie i hvordan mennesker kan formes af deres tidligere oplevelser – og hvordan disse oplevelser danner grundlag for deres forskellige reaktioner på skandalen – så drukner det lidt i den meget langtrukne handling. Bogen skifter mellem nutid og tilbageblik til tiden på Oxford – og faktisk var tilbageblikkene langt mere fængslende for mig end den nutidige handling. Dog var scenerne i retssalen så velbeskrevne og medrivende, at man næsten følte sig hensat til de dystre, mørke gange.
Specielt i disse #MeToo tider var det tankevækkende læsning at opleve hvordan et offer for voldtægt vrides igennem det offentlige straffesystem. En bog, der startede som et retssalsdrama, men udviklede sig mere i retning af melodrama. En bog med et stort potentiale, som desværre ikke blev forløst, og en forfatter, der udviser et talent, der bare skal arbejdes lidt med.
Forfatter: Sarah Vaughan