16 april, 2020
Sort arv af David Garmark
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 5 poter, David Garmark, Forlaget Montagne, krimi, Max Munk, Merian Takano, mord, Rød tåge, Sort arv
Munk og Takano vender tilbage
Sort arv er andet bind i David Garmarks serie om Max Munk og Merian Takano. Første bind, Rød tåge, udkom i 2019.
David har udover denne serie skrevet Drengen, der aldrig kom hjem samt tre bind i serien om Ditlev Martins (Det fjerde menneske, Abbott’s hemmelighed og Stemmer der dræber). Sammen med sin bror, Stephan Garmark, har han desuden skrevet Rakelsminde og Love City.
Handlingen
Maximilian Theodor greve af Munkenæs – eller Max Munk, som han kendes når han opklarer sager som efterforskningsleder i Afdelingen for personfarlig kriminalitet – er på vej hjem. Hjem til det gods, hvor han ikke har sat sine ben i 25 år. Hjem til Ribe for at konfrontere sin døende far – og endeligt aftvinge ham svar på det spørgsmål, der har plaget ham så længe: hvorfor begik søsteren Leo selvmord? Og hemmeligheder bliver da også afsløret – bare ikke dem Max havde forventet.
Under sit ophold støder Munk ind i en gammel kæreste, der har brug for hans hjælp. Hendes datter, Caroline, er forsvundet i en søgen efter svar på livets store spørgsmål. Munk indvilliger modvilligt i at hjælpe hende, men havde slet ikke kunne forudse hvad han fik rodet sig ud i. Han må have Merian til hjælp, men hun har sine egne problemer at slås med.
Lokalsamfundet er samtidigt rystet af rygter om ulve, og måske har en af dem endda slået et af byens børn ihjel. Det er dog ikke det første der fanger Munks opmærksomhed, for hele hans verden er blevet vendt på hovedet. De begivenheder der har formet hele hans liv og hans valg viser sig at være helt anderledes end han hidtil har troet – og pludseligt er der endda nogle der forsøger at myrde ikke kun ham men også Merian.
Munk må dykke dybt ned i familiehistorien for at finde sandheden, men måske er han denne gang oppe mod langt større kræfter end han kan overvinde.
Bedømmelsen
Sort arv er en meget vellykket opfølger til Rød tåge. Igen viser David Garmark sin uforlignelige evne til at blande krimigenren med okkulte elementer på en måde, der aldrig overskrider de realistiske grænser men bare fastholder læseren i det helt specielle og fascinerende univers.
Makkerparret Munk og Takano er helt fantastisk. De supplerer hinanden perfekt, og med hver deres særheder bibringer de bøgerne noget helt specielt. De er begge meget stærkt præget af deres fortid og begge konfronteres de nu med den på den hårdeste måde. Og så er David mester i at sætte karakterernes særkende i spil – eks. Munks mangel på sociale kompetencer, der skaber nogle ret underholdende situationer. Og så har han til tider en ret ironisk distance til tingene, der også hæver bogens niveau.
Som vi så det i Rød tåge foregår sagen og efterforskningen i et relativt lille og lukket samfund, og det formår David at udnytte til fulde. Igen anvender han vejret som en passende ramme for en mørk og kuldegysende læseoplevelse. Derudover inddrager han relevante emner som ulveproblematikken, ligesom eksorcisme nok vil drage læserne til.
Plottet er meget velgennemtænkt, og så bliver jeg nødt til at fremhæve Davids måde at give læserne et resume af Rød tåge – det var en både interessant og nytænkende måde at gøre det på – flot skabt. Læserne får svar på mange af historiens hemmeligheder, men efterlades samtidigt med følelsen af, at der gemmer sig mere – og det kan vi så glæde os til at læse mere om i næste bind.
Forfatter: David Garmark