20 februar, 2018
Nemesis af Erik Hauervig
Posted in : Uncategorized on by : Lotte Tags: Erik Hauervig, København, krimi, kvindehandel, narko, politi, prostitution, Skriveforlaget
Dråben og det berømte bæger
Erik Hauervig har, med mere end 35 års tjeneste, set det meste. En grusom sag med dødsvold mod et lille barn, var det der fik Erik til at forlade det operative politiarbejde, og bruge tiden i en mere administrativ stilling. Det åbnede dog også for forfølgelsen af en anden livsdrøm: at skrive en bog.
I 2012 udkom så hans første bog, Det onde netværk, hvor vi for første gang møder kriminalassistent Bjørn “Bulldog” Agger og hans team. De arbejder på Station City midt mellem junkier, ludere og svindlere. 2. bind i serien om Bjørn Agger hedder Nemesis, og fortsætter direkte hvor Det onde netværk sluttede.
Nemesis: Gudinden for både retfærdighed og hævn. Hendes vrede er rettet mod menneskernes overtrædelse af den naturlige orden og den arrogance, der er skyld i det. Nemesis forfølger den hovmodige og den onde med ubrydelig hævn.
Handlingen
Da vi forlod Det onde netværk, var præsidenten og en anden rocker fra gruppen White Sharks netop blevet ofre for en bilbombe. Det er en tydelig optrapning i krigen mellem White Sharks og banden Black Pride, og Bjørn Agger og hans team har ellers nok at se til. I det daglige arbejde på Station City oplever de alt fra kvindehandel, narkosmugling og generelt sølle skæbner.
Grundet pres fra politikerne og pressen, forlanger ledelsen at der sættes ind mod prostitutionen på Vesterbro. Dog ikke for meget – nu da ledelsen og politikerne flere gange har udtalt, at der ikke findes specielt mange handlede kvinder i Danmark. Bjørn vil dog hellere gå efter de brutale bagmænd, der gemt bag advokater og indviklede pengetransaktioner, skummer fløden på bekostning af mennesker.
Og de gør da en indsats – Bjørn, Dan, Trine og resten af teamet – men det er kun en dråbe i havet, og da der opstår mistanke om en forræder indenfor egne rækker, skal Bjørn kæmpe på flere fronter.
Bedømmelsen
Både Det onde netværk og Nemesis bærer et tydeligt præg af forfatterens ønske om at skildre hverdagen for en københavnsk betjent på den mest realistiske måde. Med stor indlevelse skaber han en sandfærdig beretning om den kriminelle underverden, som de fleste af os ikke kender til.
I forsøget på at være så realistisk som muligt, indeholder bøgerne en del beskrivelser om arbejdsmetoder. Dette bidrager til bogens ramme, men anvendelsen af faktisk sprogbrug gør, at bogen til tider fremstår opstyltet, og giver et indtryk af en næsten referatisk stil. Skulle bøgerne komme på min faste krimihylde, skulle de indeholde mere om hovedpersonernes personlige udvikling og dilemmaer.
Vil du læse en realistisk skildring af arbejdsgange, så har du helt sikkert fundet den rigtige bog. Bøgerne giver et glimrende indblik i den københavnske underverden, og de betingelser politiet arbejder under. Men alt i alt fungerer de altså mere som en slags dokumentarisk beretning end en medrivende krimi.
Bonusinfo
Viste du, at den berygtede og berømte Station City synger på sidste vers? I Københavns Politis KBH2020 plan, er det meningen at Københavns Politigård igen skal fungere som udkørsel for beredskabet, og Station City lukkes – men Politigården har jo også sin charme 🙂
Erik Hauervig